figurens abstraktion                                                            Back




Hvis man er meget firkantet i sit syn på kunst, kan man skelne mellem det abstrakte og det figurative maleri. Det abstrakte er det mere udflydende, hvor linier, former og farver definerer deres egen billedmæssige virkelighed. Det figurative er det genkendelige, hvor vi straks er på sikker grund, hvad angår noget, vi vistnok før har set.

Bare det var så enkelt. Men det er det ikke, hvad vi hurtigt kan forvisse os om ved at gå på opdagelse i Morten Blymes seneste malerier. Her kan man hente meget, og meget nyt.  

For ham er maleriet altid en rejse frem mod det ukendte. Han nægter at stå stille. Har han i en periode arbejdet med nogle bestemte tematiske former i sit maleri, så er det for at gå i dybden. Men på et tidspunkt må kunstneren bryde op igen, og videre frem – nu i en anden retning.

Senest er han – efter i en længere periode at have arbejdet overvejende abstrakt – begyndt en bevægelse over imod et stadig mere figurativt maleri. Men nu er det ikke ofte Morten Blyme går i andres fodspor, så også her betræder han nye veje.

Nogle af hans billeder er næsten mytologiske og symbolske i deres udtryk. Ofte hemmelighedsfulde og mystiske. Han er heller ikke bleg for pludselig at male en Jesus-figur, der fremstår stærkt og enkelt.

Så der er ganske meget på færde i hans nyere billeder. Mange fortællinger. Mange lag. De stiller krav til sin beskuer. De fortæller historier, som er ganske komplicerede. Måske taler de endda i gåder? Man kan definitivt aldrig beskylde kunstneren for at gå de nemme veje. Der er arbejdet med billederne. Derfor skal de fordøjes, langsomt.

Og alligevel er der ganske meget af den ”gamle Morten Blyme” i de nye billeder. Fællesnævneren er det gedigne maleri, hvor strøgene står sanseligt stærkt frem. Kunstneren har altid været insisterende i sine billeder. Der er noget på spil. Kunst er alvorlig leg.

Kunstnere kan være mere eller mindre spektakulære i deres valg af motiver. Denne gang har Morten Blyme kigget i mange retninger på een gang. Hans nye malerier er en række vidt forskellige beretninger fra vidt forskellige steder og begivenheder. Man skal helt sikkert granske kunstnerens fantasi for at kunne stedfæste alle maleriernes udgangspunkt. Og alligevel er det måske knap så vigtigt, som bare at opleve dem på deres egne præmisser. Som et resultat af en kunstners vilje til at udforske nye sider af sig selv.

Kunstneren er selv en hel verden. Mageløs. Mangfoldig. Multikulturel. Og lad det bare blive sagt helt direkte: I en dum tid er det godt med gode kunstnere.  

Ole Lindboe

Kunstkritiker. Redaktør af Magasinet Kunst       

Back